Ny milliardfond skal styrke dansk højteknologiVidenskabsministeriet17/01-2004 16. januar 2004 Regeringen vil over de næste otte år placere 16 milliarder kr. i en ny fremtidsfond, der skal styrke de bedste, danske videnmiljøer inden for højteknologiske forskningsfelter som bio-, nano-, informations- og kommunikationsteknologi. - Vi vil investere målrettet i grundlaget for morgendagens konkurrencedygtige virksomheder og attraktive jobs for at sikre vækst, velfærd og velstand i det danske samfund også efter 2010, siger videnskabsminister Helge Sander. - Samtidig styrker vi de attraktive forskningsmiljøer og arbejdsbetingelser, som kan fastholde eliten af de unge, danske forskere og tiltrække deres dygtigste, udenlandske fagfæller. - Forskning handler også om mennesker og om livskvalitet. Det må vi ikke glemme midt i begejstringen for, hvad det nye og højteknologiske kan gøre, for at vi forbliver et af verdens rigeste samfund. - Tænk f.eks. på, hvordan stadig flere mennesker i de seneste generationer er blevet ældre og ældre ? og forbliver friske. Fødevarer bliver sundere takket være intensiv forskning. Forskning i sygdomsbehandling og lægemidler afhjælper menneskelig lidelse og invaliditet. Med bioteknologi skræddersyr vi behandlingen til den enkelte, så bivirkningerne bliver mikroskopiske. Med så godt som usynlige høreapparater minimerer vi sociale handicaps. Og vi kan få stadig mere miljøvenligt jordbrug, mindre forurenende biler osv. gennem intensiv forskning, siger Helge Sander. Fondsmidlerne til "Nordsøfonden for højteknologisk udvikling" hentes fra de statslige indtægter af olieudvindingen i Nordsøen. Den nye fonds investeringer inden for bioteknologi, nanoteknologi og informations- og kommunikationsteknologi skal tilgodese områder, hvor Danmark erhvervs- og forskningsmæssigt står stærkt. - Offentlig-privat samspil og effektiv videnspredning vil være en forudsætning for fondens støtte til forskning i international topklasse, innovation, forsker- og kandidatuddannelse. Dermed kan fonden medvirke til at styrke internationalt anerkendte og sammenhængende forsknings-, videnformidlings- og erhvervsområder inden for samme teknologifelt. - Fonden skal stå for en effektiv, ansvarlig og prioriteret anvendelse af nye og målrettede statslige investeringer i forskning og innovation. Dermed tager vi næste syvmile-skridt i regeringens strategi for et trimmet Danmark. En helt nødvendig fitness-kur, hvis vi skal matche udfordringerne i et stærkt konkurrencepræget, internationalt vidensamfund, siger Helge Sander. - Så sent som i går blev mellem 500 og 700 fyresedler bebudet på en dansk elektronikvirksomhed, der mistede hovedkunden på grund af fjernøstlige konkurrenter. Med korte mellemrum får vi den type ulyksaglige påmindelser om, hvor tæt parløbet og videnudvekslingen skal være mellem arbejdspladser og forskningsinstitutioner, hvis vi skal kunne fastholde danske jobs og lønvilkår i den internationale konkurrence. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |